21. aug. 2013

"Did you bake that?"

I stil med "er det dig der har bagt den??" 

9. aug. 2013

Bedstefars skæg

Varighed: 1 time
Kagen
Opskriften rækker til  ca. 18 stykker/personer
  • 275 g. hvedemel
  • 185 g. usaltet smør - stuetempereret
  • 225 g. sukker
  • 3/4 tsk. bagepulver
  • 3 æggeblommer
  • 1,75 dl mælk
  • 1/2 glas marmelade - Jeg brugte hindbær
Marengs
  • 3 æggehvider
  • 185 g. sukker
Fremgangsmåde
Smør og sukker piskes godt sammen, så det er en ensartet masse. Del 3 æg, så du har 3 æggeblommer og 3 æggehvider. Tilsæt æggeblommerne til smøret og sukkeret ét af gangen, og gem æggehviderne til marengsen.

Bland mel og bagepulver i en skål, og rør det i dejen. Rør til den er ensartet og kom dejen i en bradepande (ca. 30x40) foret med bagepapir. Bag dejen i 10-15 min. på 200 grader

Imens bunden bager laves marengsen. De 3 æggehvider hældes i en skål og piskes stive. Når skålen kan vendes uden æggehviderne falder ud, hældes sukkeret gradvist i, imens der piskes. Marengsen skal minde om det der er inde i flødeboller.

Kagen tages ud af ovnen og syltetøjet fordeles jævnt over kagen. Jeg brugte hindbærsyltetøj, men det er muligt at bruge den syltetøj man bedst selv kan lide. Herefter fordeles marengsen ligeledes jævnt over hele kagen. Drys eventuelt lidt sukker på toppen af marengsen. Kagen sættes tilbage i ovnen på de 200 grader og bages indtil marengsen bliver lysebrun. (Omkring 10-15 min.)

Opskrift fra Anne au Chocolat

3. aug. 2013

Brownies


Varighed: 1 time
Brownies
Opskriften rækker til 12 store stykker
  • 200 g. chokolade
  • 175 g. usaltet smør
  • 325 g. sukker
  • 125 g. hvedemel
  • 3 æg
  • Evt. kakao
Fremgangsmåde
Chokolade og smør puttes i en skål, og sættes over et vandbad/gryde med simrende vand. Det er vigtigt, at skålen ikke rører vandet, og at skålen dækker hele gryden, så der ikke kommer damp op fra siderne. Jeg brugte en mørke chokolade fra Netto, hvor der varmin 50% kakao i. Ønsker man sig en mørkere brownie og kraftigere, kan lidt af melet udskiftes med kakao. Lad chokoladen og smøren smelte sammen til en ensartet masse, og tag da skålen af varmen.

Sukkeret tilsættes og røres til det er godt indarbejdet. Melet (og eventuelt kakaoen) røres i, og herefter røres æggene i et af gangen, til en tyk og jævn masse.

Ovnen tændes på 170 grader. Dejen kommes i en smurt form, eller en form beklædt med bagepapir.
Bages i 30-35 min. til kagen begynder at flage på toppen, men den skal stadig være blød i midten. Hellere bages for lidt end for meget, da kanterne vil blive hårde.

Opskrift fra Hummingbird Bakery bog

3. maj 2013

Kransekage konfekt


Varighed: 1 time
Kransekagemasse
Opskriften rækker til ca. 35 stykker konfekt
  • 500 g. ren rå marcipan
  • 200 g. rørsukker
  • 100 g. pasteuriserede æggehvider
Fremgangsmåde
Rørsukker og æggehvider røres sammen og stilles væk i en times tid. Dette gøres for, at få sukkeret opløst - Det er også muligt at bruge almindeligt hvidt sukker i stedet for rørsukker.

Jeg har en køkkenmaskine, og rørte marcipanen ind i sukkermassen med spartlen dertil. Hvis man ikke har sådan en, så brug hænderne til at ælte marcipanen ind, til det er nogenlunde ensartet. Herefter kan der bruges et piskeris eller dejskraber til at røre dejen ordentligt sammen.

Herefter puttes dejen i en sprøjtepose - Brug en stof sprøjtepose, da en plastik vil springe. Put den ønskede tyl i (jeg brugte en der hørte med til sprøjteposen - Mener den har 7 "takker"). Sprøjt kransekagemassen ud i små rosetter.

Hvis man vil, kan man putte en nød, chokoladeknap eller andet ovenpå, ligesom jeg har gjort. Det er også muligt at pynte dem med chokolade når de er afkølet.

Bag kransekagerne i ovnen i 8-10 min ved 200 grader (Hold godt øje med dem, da det går hurtigt. De skal være brune i kanterne).

Opskrift fundet her

29. apr. 2013

Lækker citronmåne ála Lagkagehuset


Varighed: 30 min.
Citronmåne
Opskriften rækker til 8-10 pers.
  • 150 g. stuetempereret usaltet smør eller bagemargarine
  • 50 g. marcipan
  • 150 g. sukker
  • 4 æg
  • 125 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • Skal af 1 1/2 citron
Citronglasur
  • Saft fra en halv citron
  • 150 g. flormelis
  • 2 spsk. vand
Fremgangsmåde
Sukkeret, marcipanen og 50 g af smørret røres sammen til en jævn masse. Herefter tilsættes resten af smørret, og der røres igen til en ensartet masse. Sukkeret skal helst være helt pisket ud.

Herefter tilsættes æggene ét af gangen, og der røres godt imellem. Her vil dejen formodentlig gryne, dette gør intet, og vil gå væk når melet tilsættes. Skallen fra citronen, melet og bagepulveret røres godt sammen. Dette vendes i dejen, og her skulle dejen gerne blive ensartet igen.

Hæld dejen i en springform foret med bagepapir eller smurt med fedtstof. Jeg brugte en på ca. 24 cm.
Bag kagen i 15-20 min. (tjek med evt. med en gaffel) på 190 grader. Afkøl på en rist.

Til citronglasuren puttes saften fra den halve citron, flormelis og vand i en gryde. Dette røres sammen til en ensartet masse og varmes en smule op, så det bliver mere flydende. Glasuren smøres på den afkølede kage - Dette skal gå stærkt, da det stivner hurtigt. Ønskes der en gul glasur som de vakuum pakkede, puttes der blot gul frugtfarve i sammen med citronen.

OBS. Kagen i sig selv er ikke særlig sur - dette er glasuren dog, og ønsker man ikke dette, udskiftes en del af citronsaften blot med vand.

16. apr. 2013

Grove vegetariske pølsehorn


Varighed: 1 time
Vegetariske pølsehorn
Opskriften rækker til 16 pølsehorn. Opskrift på dej fundet her
  • 50 g. gær
  • 5 dl. lunken vand
  • 2 tsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • 2 spsk. olie
  • 1 dl. grahamsmel
  • 1 dl. havregryn
  • ca. 4-5 dl. hvedemel
  • 8 Hälsans Kök soja pølser eller andre vegetariske pølser (kan købes i diverse helsekostbutikker, se her for salgssteder)
Fremgangsmåde
Gæren røres ud i vandet. Sukker, salt, olie, grahamsmel og havregryn tilsættes, og røres i. Tilsæt hvedemel indtil dejen ikke længere klistrer. Jeg brugte cirka 4-5 dl.

Når dejen er rørt, tildækkes den med et viskestykke og lad den herefter hæve i 30 min. Når dejen er hævet tages den ud og æltes igen, hvorefter den deles i 2 lige store stykker. Rul de 2 stykker ud i cirkler og skær hver cirkel ud i 8 stykker.

Hvis pølserne er på frost, så giv dem 5 min. på defrost i mikroen, eller følg eventuel anvisning på pakken. Skær pølserne over på midten, og rul dejen over dem. Stil dem over på en bageplade tildækket med bagepapir, og lad dem hæve endnu 15 min.

Når pølsehornene har hævet pensles de med æg, mel eller vand. Da pølserne ikke er tilsat kød, er det ikke nødvendigt at give dem et minimun antal minutter.
Bag derfor pølsehornene ved 225 grader indtil dejen er gylden. (Det tog min ovn 10 min.)

OBS. Denne dej kan også benyttes til veganske pølsehorn. Her pensles der med vand, og pølserne skal ligeledes være veganske (kan ligesom Hälsans Kök findes i helsekost)