16. jan. 2013

Vaniljemuffins med icing


Varighed: 1 time
Muffins
Dejen rækker til ca. 16 styk
  • 250 g. Amo hvedemel
  • 4 æg
  • 300 g. sukker
  • 1 1/2 dl mælk
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 150 g. smeltet smør
Fremgangsmåde
Pisk æg og sukker sammen. Tilsæt mel, vaniljesukker og bagepulver, og rør det sammen. Tilsæt derefter mælk, og rør til sidst det smeltede smør i dejen og rør sammen til en ensartet glat dej.

Fordel dejen i muffins forme - Fyld den kun til lidt over midten, da de vil hæve op.
Hvis du har en muffin bradepande, så brug den med formene nede i - Det gør at de ikke flyder ud af formen, og varmen bliver fordelt.

Bag ved 175 grader i 25-30 min. (varmluft 160 grader)

Som i kan se, skulle jeg kun bruge 12 og puttede derfor ekstra dej i. Det er grunden til de ser lidt souffle-agtige ud, da de er faldet sammen.

Icing
Icingen rækker til ca. 20 kager
  • 2 æggehvider
  • 180 g. sukker
  • 2 spsk. vand
  • 1 tsk. vanilje ekstrakt
  • evt. saften af en citron/lime/appelsin
  • evt. konditorfarve
Fremgangsmåde
Kog vand i en gryde. Bland alle ingredienser sammen undtagen vaniljen (og undtagen farve, hvis man bruger det) i en skål, som passer til gryden, så der ikke kommer damp op. Pisk ingredienserne sammen, imens skålen står over det kogende vand. Dette gøres for at opløse sukkeret, og det er altså vigtigt at du pisker over gryden indtil de fleste sukkerkorn er opløst.

Når det er pisket luftigt og ensartet tages skålen fra gryden (pas på ikke at brænde dig på dampen) og der piskes videre. Jo længere der piskes, des stivere bliver icingen. Når icingen kan "stå" af sig selv og laver toppe, tilsættes vanilje ekstrakt, og der piskes en sidste gang. Der kan også sagtens bruges andre smage, og hvis der ønskes en farve tilsættes dette sammen med vaniljen.

Selv valgte jeg at smage min icing til med appelsinsaft fra 1 appelsin, men dette tilsatte jeg i starten sammen med resten af ingredienserne.

Put icingen i en sprøjtepose og sprøjt ud på kagerne.
For at lave roser som dem jeg har lavet, holdes sprøjteposen vandret over kagens midte, og der sprøjtes i en cirkel. Jeg brugte en tyl fra Wilton i størrelse 1B.

Efter noget tid vil icingen "sætte sig" og danne en form for hinde, så det er vigtigt at eventuelt pynt sættes på inden da.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar